At få hvalpe kan være en stor og dejlig oplevelse. Mange beskriver det som både sjovt, spændende og rørende.

Men det kan også blive en meget trist oplevelse, hvis hvalpene viser sig at have sygdomme, som kunne være forebygget.

Derfor skal du vide, at der i 2025 er indført særlige lovkrav, der skal overholdes, hvis man ønsker at avle på sin Cavalier King Charles Spaniel. Disse krav gælder specifikt for denne race og er indført for at sikre sund avl.  Racen er disponeret for blandt andet syringomyeli (SM) (væske ophobninger i rygmarven) og myxomatøs mitralklapsygdom (MMVD) (fortykket hjerteklap), og derfor stiller lovgivningen krav om sundhedsundersøgelser før avl. Der findes andre lovkrav for andre racer.

Nedenfor finder du en oversigt over, hvad du skal være opmærksom på, hvis du ønsker at få hvalpe på din Cavalier King Charles Spaniel.

cavalier king charles hvalp

Hvad siger loven?

Ifølge Fødevarestyrelsen skal cavalierer undersøges for:

  • Syringomyeli (SM) - foretages ved en MRI-scanning
  • MMVD (hjertesygdom) - foretages ved en ultralydsscanning·

Reglerne gælder:

  • · Før første parring
  • · Også ved insemination
  • · Også ved tapning af sæd
  • · Også for krydsninger, hvor cavalier indgår med mindst 50 %

Krav om undersøgelse for syringomyeli (SM)

Syringomyeli (SM) hos hund er en alvorlig, smertefuld neurologisk sygdom, hvor der dannes væskefyldte hulrum (cyster) i rygmarven, ofte forårsaget af en medfødt forsnævring i kraniet  der presser hjernevæv ned. Tilstanden rammer hyppigst Cavalier King Charles Spaniels.
Symptomer på Syringomyeli hos hund:
Symptomerne stammer fra rygmarvssøjlen og kan variere, men inkluderer ofte:
  • Intens kløe/kradsen: Typisk i luften, ofte når hunden går eller bliver ophidset.
  • Smerter: Især omkring nakke, hoved og skuldre.
  • Adfærdsændringer: Uro, angst, irritation eller lammelser.
  • Berøringsfølsomhed: Smerte ved berøring af halsbånd eller hals.

Status for syringomyeli (SM) gives efter en MRI scanning. Du kan læse mere om vores MRI-scanner her.   

En MRI-scanning kan vise forandringer, som hunden måske ikke selv mærker – men som har betydning for avlsbeslutninger. Scanningen foregår i fuld narkose, men din hund går hjem igen samme dag.

Hvornår skal hunden scannes?

  • Minimumsald​er: 12 måneder
  • Gyldig indtil hunden fylder 3 år
  • Scannes hunden efter 3 år, gælder resultatet resten af livet

SM-status og avl

Status gives ikke af dyrlægen der scanner hunden, men via et samlet register gennem Cavalier-klubben. Derfor får du ikke status samme dag, som scanningen foretages. Tyspisk har du svar inden 10 dage.

Status afhænger af, om der er fundet en syrinx (væskefyldt hulrum i rygmarven), og af hundens alder ved scanning:

· Om der findes en syrinx (væskefyldt hulrum i rygmarven)

· Hundens alder ved undersøgelsen

Status Må bruges i avl?
Status 0 Ja, uanset alder
Status 2 Nej
Status 1c (12 mdr.–3 år) Nej
Status 1b (3–5 år) Ja – kun med partner med status 0
Status 1a (5+ år) Ja – kun med partner med status 0

Bemærk:
Har hunden tidligere haft status 1c, men får status 0 eller 1 efter 3-års alderen, må den igen bruges i avl.

 

Krav om undersøgelse for hjertesygdom (MMVD)

Myxømatøs mitral valvulær sygdom (MMVD) er en af de mest udbredte arvelige lidelser i racen. MMVD er en klapsygdom, som er karakteriseret ved indlejring af bindevæv og fortykkelse af hjerteklappen mellem venstre hjertekammer og venstre forkammer. Det er altså hjerteklappen i venstre side, der påvirkes.

Denne forandring af klappen medfører, at klappen bliver mindre bevægelig og ikke kan lukke helt tæt sammen. Sygdommen har forskellige sværhedsgrader afhængigt af hvor forandret og utæt hjerteklappen er.

Hvad er symptomerne på MMVD?

  • Bliver hurtigere træt på gåture
  • Tager længere tid om at få vejret efter gåture
  • Hoste om morgenen, lige når hunden vågner
  • Hoste hele dagen
  • Tiltagende træthed

Grundet arveligheden af MMVD er udelukkelse af syge individer bedste måde at forebygge, at man giver problemer videre. Derfor skal Cavalier king charles spaniels skal også have en hjerteundersøgelse før avl. Denne skal udføres efter gældende regler og dokumenteres korrekt.

Har du spørgsmål? Vi hjælper gerne

Hos Viborg Dyrehospital kan vi rådgive om:

  • MRI-scanning for SM
  • Hjertescreening
  • Gennemgang og vurdering af resultater
  • Avlsplanlægning og næste skridt

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du overvejer at avle på din cavalier – vi guider dig trygt igennem processen.

 

Book en tid i dag

Ønsker du at bestille tid til behandling eller undersøgelse af dit kæledyr?