BOAS operation

Hos Viborg Dyrehospital tilbyder vi undersøgelse og operation af hunde med BOAS – Brachycephalic Obstructive Airway Syndrome. Tilstanden ses især hos kortsnudede racer som fransk og engelsk bulldog, mops og boston terrier.

Hvad er BOAS?

Hos kortsnudede hunde kan luftvejene være forsnævrede på grund af deres anatomi. Det kan blandt andet skyldes meget snævre næsebor, en for lang eller fortykket blød gane samt forandringer omkring strubehovedet. Det gør det sværere for hunden at trække vejret og komme af med varmen.

Mops

Tegn på BOAS kan være:

* Kraftig eller støjende vejrtrækning
* Meget snorken – også i vågen tilstand
* Nedsat lyst eller evne til motion
* Hurtig overophedning
* Opkast, regurgitation eller synkebesvær
* Søvnproblemer og urolig søvn
* Blålige slimhinder, kollaps eller besvimelse

Snorken og besværet vejrtrækning bør ikke betragtes som normalt, blot fordi hunden er kortsnudet. 

Undersøgelse og vurdering

Før en eventuel operation undersøger vi hunden grundigt og vurderer graden af dens vejrtrækningsproblemer. Vurderingen kan blandt andet omfatte en klinisk undersøgelse og en standardiseret belastningstest.
Den endelige vurdering af den bløde gane og strubehovedet foretages typisk, mens hunden er bedøvet. Herefter tilpasses operationen til den enkelte hunds anatomiske forandringer.

Ønsker du at avle på din franske bulldog, mops eller engelske bulldog (eller blandinger heraf) er BOAS graduering lovpligtigt. Læs mere om BOAS graduering her.

Hvad omfatter en BOAS-operation?

Afhængigt af fundene kan operationen omfatte:

* Udvidelse af snævre næsebor
* Forkortelse og tilpasning af en for lang eller fortykket blød gane
* Fjernelse af udkrængede larynxsække ved behov

Formålet er at skabe bedre passage gennem luftvejene, så hunden lettere kan trække vejret, være fysisk aktiv, sove og regulere sin kropstemperatur.

Fransk bulldog

Efter operationen

Hunde med BOAS overvåges nøje under opvågningen, da der kan forekomme hævelse i luftvejene efter operationen. Hunden bliver derfor på hospitalet til observation, indtil vi vurderer, at den er stabil og kan komme sikkert hjem.

Efter hjemkomsten skal hunden holdes i ro og luftes i sele frem for halsbånd. Ejeren får en individuel vejledning om medicin, fodring, aktivitetsniveau og efterkontrol.

Mange hunde får en tydelig forbedring af vejrtrækning, søvn og aktivitetsniveau efter operationen. Resultatet afhænger dog af, hvor udtalte og fremskredne forandringerne er. Tidlig vurdering kan være en fordel, før langvarigt undertryk i luftvejene medfører yderligere forandringer omkring svælget og strubehovedet.

Har din hund støjende vejrtrækning, bliver den hurtigt forpustet eller har svært ved at klare varme og motion, er du velkommen til at kontakte Viborg Dyrehospital for en vurdering.

Book en tid i dag

Ønsker du at bestille tid til behandling eller undersøgelse af dit kæledyr?